Den gyldne Vaar fra Biergene neddaler,
Af løste Vande Bækken tvinges fuld;
Nu grønnes Myrten, Rosens Knop sig maler,
Og Engen pryder sig med Floras Guld;
Hver Skabnings Lyd høit om Hans Godhed taler,
Der viser sig i Blomstens Duft saa huld;
Tilbage vender Naias, Oreaden;
I Egetoppen aander mildt Dryaden.
O! kunde saa mit Hiertes Vaar frembryde,
Og Sorgerne sig fierne fra mit Bryst!
Og kunde jeg den svundne Fryd giennyde,
Og kalde frem min Ungdoms gyldne Lyst!
Forgieves dine Trylletoner lyde,
Erindring! de mig skienke ingen Trøst.
Fra Fortids Scener Aanden dierv sig river,
Og indre Stræben evig fremad driver.
Paa dine Blomsterhøie jeg mig svinger,
Du stille Land! paa Kierlighed saa rig,
Og trindt om mig paa tusind lette Vinger
Naturens skiønne Liv udvikler sig;
Den skiulte Kraft sig af sit Fængsel tvinger,
Nye Former spire af de gamles Liig.
Er kun for mig ej mindste Fryd tilbage,
Og kommer aldrig Haabets blide Dage?
De komme — Som naar Guddoms-Stemmer kalde,
Opfylder hellig Følelse min Siæl:
”Ej Mennesket skal fra sin Høide falde,
”Som var han kun af Skiebnens Spil en Træl;
Og aldrig Haabets Soel for ham neddal’de;
”Thi ham jo venter overjordisk Held.
”Det Skiønne er hans Stræbens Maal herneden,
Men han skal finde det i Evigheden.
”Som enlig Pilegrim han gaaer paa Jorden,
”Til Maalet følger intet Hierte med.
”Ham Møien driver; Modgangs Rædseltorden
”Ham voldsomt ryster, ofte styrter ned.
”Men er han større selv end Skiebnen vorden,
”Da hæver han sin Aanden til Himlens Bred;
”Og hvad han her i Anelser har fundet,
”Det bliver engang til hans Væsen bundet.
O! saa forglem hvad dig, naar Modgang truer,
Mit Hierte! Skiebnens Strenghed nægted’ her.
Hvo fri for Lænker i sit Indre skuer
I Kummers Nat har Ledestierne der;
Som Livet overalt, ved Vaarens Luer
I hver en Drift fremtryllet, yndigt leer;
Saaledes Aanden skal paa Andagts Vinge
Til nyt og evigt Liv sig henrykt svinge.