J.J. Albrecht Schønberg (1782–1841)

Sidste Dag! — O! søde Tanke! —

        Gave stor af Himmelen;

ikke frygtsom vil jeg vanke

        til dig Kummers Trøster hen.

Endnu aander jeg herneden?

        Snart, ja snart det er forbi.

Evig hisset er kun Glæden,

        Der er evig Harmoni!

Ak! min Lyda! skjønne, eene,

        Snart min Kummer ender sig.

Til dig Gode, Englerene

        Skjebnen snarlig kalder mig!

Snart da, Død! du mig bortvinke,

        her ej Fryd mig venter meer;

naar jeg seer din Lee at blinke,

        Haabets første Glimt jeg seer!

Trøster, Død! min Bøn dig rører,

        — selv du voldte jo mit Savn, —

alt jeg Himlens Lovsang hører,

        synker hen til — Lydas Favn! —