Den blegnende Himmel
jeg ser bag Cafeens Rude,
gulnede Blade
blæser forbi derude.
Nu bliver det Aften
med brusende mylder paa Gaden.
Der strømmer den blideste Straalen
af Lys ud i Staden.
Musik og Orkestre.
Der lyder Musik alle Steder.
— Hør Violinen!
Hvor ensomt den græder!
Strid og Hulk i et Bryst,
som stilner i sagte Jammer.
— Jeg stirrer fortabt op i Lampernes
tørre, elektriske Flammer.
Saa hvirvler en Vals.
De Toner, de ægger og saarer
som Smilets Løgn, der er trængt
af de stigende Taarer.
De bruser og svulmer.
saa synker de blegt og svinder.
— Jeg tænker paa Kvinder, jeg ofte har mødt,
ulyksalige Kvinder.
Livslystne og yppige ses de,
og Brystet bruser saa bredt.
. . . Da falder der bort som et Slør, og de tier,
mens Ansigtet visner med eet.
Du skimter bag Sminken
et Smil fuldt af dødelig Smerte
— en Lue af Længsel
slaar ud fra et halvkvalt Hjerte.
Du ser paa den mætte Mund,
som lydløst dukkende dirrer,
to Øjnes bundløse Træthed
imøde dig stirrer.
Da hører du skærende Latter,
og heftig hun hæver sin Stemme.
. . . Spil Musikanter!
Det er os selv og vort Liv, vi skal glemme!
Musik! mer musik!
Bring Vin! Lad Champagneglas hente!
— Din Sjæl er taalmodig.
Dens Time vil slaa! Den kan vente!
Snart segner Natten
med Løgn og Rus og med Latter.
— Paa Stilhedens Tærskel
du sitrende møder den atter!