En munter Strøm, en lille, mosgrøn Å,
et ensomt Vand, der bliver ved at gå
ud i det lyse, endeløse Blå.
Jeg tænker, disse Bølgers dunkle Brus
har spejlet mangt et lavt og stille Hus,
hvor Nøjsomheden sad for Bord og Krus.
Nu fører stridig Længsel dem mod Nord,
de vil forbløde i den dybe Fjord
og skvulpe gennem andet Græs og Jord.
Hvem der i Båden, lys af Ungdom, sad
og bares som en Bi på Blomsterblad
mod Blinket af det gyldne Ved ej hvad!
Om Bådens Stævn det sagte Vands Musik,
på Toften du, som jeg af Livet fik,
din Indsøsjæl ler i et bange Blik.
Jeg stirrer drømmende på Dagens Skyr„
de vinker mig som Bjerge og som Byr,
— jeg er en ung, en ung forelsket Fyr.
. . . Et lille Vand, en munter, mosgrøn Å,
en Båd, der bærer blidt på må og få
os to ud i det endeløse Blå.