Lampen stråler varmt og gyldent.
Udenfor på Himlens Bue
står den klare Månelue,
Stjerner tindrer fjernt og nær.
Og hun sidder i min Stue,
svøbt i Lysets milde Skær.
Jeg kan se, hun har sig skæmmet,
hendes Kinder er så hvide,
hendes Ord er sagte, blide,
magert blev det modne Bryst.
Alt, hvad hun har måttet lide,
bæver bag den slidte Røst:
Sorg har fyldt mit Liv til Randen,
— å, jeg fik så mangt at bære!
Kun mit Barn, min lille Kære,
gjorde Dagen for mig let.
— Men hun døde, stakkels Kære!
og jeg blev så syg og træt.
Gråden sprænger hendes Stemme,
strømmer fra en åbnet Kilde,
store Tårer falder stille
ned og svier på min Hånd,
og jeg ser dem falde stille,
og jeg knytter kun min Hånd!