Frederik Schmidt (1771–1840)

Rosens Blomstertid er svunden hen;

Alt dens friske, blide Farve blegner,

Mat og visnende dens Hoved segner;

Snart staae nøgne Torne blot igjen —

Derfor kan jeg ikke ofre Dig,

Skjønneste Elisa! denne Gave;

Men der groer en Blomst i Edens Have,

Skjøn, som hiin, men uforkrænkelig.

Uskyld er dens Navn — den blomstrer end —

Stedse den Din hulde Barm oplive!

Livets Efterhøst kan ej afrive,

Modgangs Storme kan ej knække den.