Langt bort fra Norges elskte Kyst,
Dig hæver Codans stolte Bølge,
Og for mit Øie grumt vil dølge
Dig, elskte Ven, mit Hiertes Lyst.
O, at jeg kunde følge dig!
Jeg skulde giøre det med Glæde,
Om Stormens Harm og Bølgens Vrede
End trued’ at forslaae mig.
Ubliid den Skiebne var, som bød
Mig langt adskilt fra dig at græde,
Ved tung Erindring om den Glæde,
Jeg i dit ømme Venskab nød.
Ja, mindes du den Tid, min Ven!
De lykkelige Barndoms Dage,
Da frie fra Sorg og selvgiort Plage,
Vort Liv svandt sødt blandt Glæder hen.
Da Haand i Haand foreenede
Snart op ad høie Fielde-Rygge,
Snart i de Dale, som laae trygge
Bag hissets Lyn, vi ilede,
Da himmelsk reen Uskyldighed
Opfyldte vore unge Hierter,
Der kiendte ei de grumme Smerter,
Som dræbe Sindets Rolighed.
Da føelte end vort spæde Bryst,
O Venskab! dine Saligheder;
I dine lette Rosenkieder
Vi aanded’ idel Fryd og Lyst.
Men ach! den Tid forsvunden er;
Forsvundne hine blide Dage,
Og lode liig’ en Drøm tilsage
For os kun tomme Billeder.
Kun du, o Venskab! ei forsvandt,
Nei evig skal du os oplive,
De Baand skal intet sønderrive,
Hvormed du vore Hierter bandt.
Lad Bølgen os da skille ad,
Lad Stormen kun med barske Vinger
Hvert Suk adsplitte, jeg dig bringer
Vort Venskab trodser Skiebnens Had.
Saa iil da Ven! ach uden mig,
Din Kiøl ad Bølgen tryg fremglide,
Skytsenglen selv staae ved din Side,
Og med sin Arm beskytte dig.
Da skal ei Stormens hule Røst,
Ei Codans Bølger bruse mere;
Men sagte rullende frembære
Dig hen til den fortiente Lyst.
Og naar i glade Øieblik
Blandt Venner, som din Dyd indtager,
Du Venskabs reene Nectar smager,
O glem da ei din Frederik!
1786.
Schmidt.