Jeg sidder ved gnistrende Ild,
Det pifter paa tilfrosne Ruder,
Og Nordenvinden, rasende, vild,
I Snehvirvler jager og tuder.
Jeg tænker: ak om du paa Straa,
Med syge og sitrende Lemmer,
Nu eensom og hjælpeløs laa,
Omsuset af hvinende Stemmer,
Og Livets svagt ulmende Gnist
Snart slukkes af isnende Taare,
Og Læberne stammed’: o brist,
Du Hjerte, som lider saa saare!
Om midt paa det vildene Hav,
Ombruset af begsorte Bølger,
Du stirred’ i bundløse Grav,
Hvor Stormenes Ligsang dig dølger; —
Om — vildet i eensomme Skov,
Du hørte de tudende Stemmer
Af Ulve, der, grisle paa Rov,
Fremstyrte af natlige Gjemmer; —
Og sank saa, udmattet og stiv,
Dybt under snehvirvlede Høje,
Og, langt fra dit Hjem og din Viv,
Du lukte dit bristende Øje.
Hu Natten er skummel og fæl; —
Lad Ilden oplivende brænde!
Gud trøste hver angstfuld Sjæl,
Som Nød og Ulykker opspænde!