II
Den 12te August, 1806.
Den 12te August, 1806.
Som blide Morgendrømme svinde,
Svandt eet af Henriettes Aar;
Og Høitidsdagens glade Minde
Omtoner os, som et Igaar,
„O! Dag, et evigt Minde bliv
„Om Henriettes skiønne Liv!“
Et evigt Minde skal du blive,
Velkomne, kiære Fødselsdag!
Til Glæden skal du tidt oplive
Din ædle Mages Vennelag!
Hvo glemmer Hiertets rene Fryd?
Hvo glemmer Danneqvindens Dyd?
Du vil i Evighed os minde,
O Dag! om Henriettes Værd?
Selv Heltens Navn kan tidt forsvinde,
Som Heltens stolte Skiold og Sværd.
Men Qvindedyd et paa vor Vei
Den favre Blomst Forglemmigei.
Ei Sielen doer, der glad erindrer
En Henriettes egen Daad;
Hvor tidt hun Sorg og Smerte lindrer
Ved virksom Hielp og kierligt Raad;
Og planter Glæder uden Tal
I Hytten, som i høien Sal.
Med Ømhed saaer hun sine Dyder
I Sønners og i Døttres Bryst;
Og hvad den ædle Fader fryder,
Fremspirer der til Alles Lyst.
I evig Arv gaaer hendes Dyd,
Som Efterslægtens favre Pryd!
Thi synger Høitidsdagens Hæder,
Og fylder krandsede Pokal!
Og mens kun Fryd vort Øie væder,
Gientage Sangen Bierg og Dal;
Hun leve længe veltilfreds
I elsket og elskværdig Kreds!
Sander.