J.P. Mynster (1775–1854)

    Jeg gik og søgte Blomster i min Have,

Dem i en broget Krands jeg vilde binde,

At sende min og Blomsternes Veninde,

Thi hun forskyder ei den ringe Gave;

Jeg søgte, men jeg kunde ingen finde.

    Thi Stormen var alt dragen hen derover

Og havde uden Skaansel ødelagt

Al mine mange Blomsters Duft og Pragt:

Og Konstneren sin Vintersøvn alt sover,

Som virked’ Jordens tusindfarvet Pragt.

    Men som jeg gik, see! Phantasien bredte

Sin Herlighed, hvor Alting før var øde,

Den malte mig saa mange Roser røde,

Med nye Blomstertepper Jorden klædte,

Saa liflige, saa duftende og bløde.

    Da tænkte jeg: lad Aarets Tider svinde!

Thi ei i Vaar, i Sommer ei allene

De elskte Blomster Digteren skal tiene;

I nøgne Vinter veed han dem at finde,

Og dem i Krandse konstigen foreene.

    Han finder Glædens Roser paa sin Vei,

I hvilke Egne end han Foden sætter,

Og mellem Sorgens Lilier dem fletter;

Ham falme Anemonens Kroner ei,

Ham dufter Nacviol i Vinter-Nætter.

    Et Blomster, skiønnere, han finder end,

Den ægte Amarant, hvorom de sige,

Den voxer ei i noget Verdens Rige,

Men Himmelen allene bærer den;

Dens Navn er helligt: den Uvisnelige.

    Af alle Blomster, smilende og milde,

Tør intet dermed sig i Ligning sætte,

Og helst jeg min Veninde bragte dette.

O! kunde jeg engang, som jeg det vilde,

Med Amaranter hendes Navn omflette!

    Dog nu jeg bringer kun en ringe Gave,

Som sin Besidder ei skal giøre riig;

Beskeden derfor og den nærmer sig,

Og vil sit bedste Værd af Venskab have,

Men derved dog den være tækkelig!

    I stillen Dal, langs klare Kilders Vei,

Et lidet venligt Blomster groer saa gierne;

Det sendes tidt med Budskab fra det Fierne,

Og nævner fromt sit Navn: Forgiet mig ei,

Og smiler med den lille lysblaae Stierne.

    I sine Krandse Hver den Blomst sig binder,

Hver ofte gav og ofte modtog den,

Dog, naar den kommen, sees den glad igien,

Thi naar den: glem mig ikke! mildt paaminder,

Den siger og: dig glemte ei din Ven.

    Saa skal og fremfor alle den udkaaret

Paa hendes Dag til min Veninde være,

Det vante Budskab atter hen at bære.

O! af den første gid hver Dag i Aaret

At bringe hende Blomster maatte lære!