Aftenrødens lyse Krands
Staaer om alle Bakkens Toppe,
Skyen flyver let deroppe,
Dypper Vingen i dens Glands,
Klart dens lyserøde Billed
Er paa Søens Flade stillet,
Bølgen, som saa hurtigt trilled,
Hviler træt af Dagens Dands.
Nyligt Alt i Taage stod,
Regnen flød i milde Strømme,
Lyngens Klokker endnu drømme
Om den Svaledrik saa god,
Perler hænge paa dem alle,
Langsomt de til Jorden falde,
Sagte hør’ jeg Droslen kalde
Skjult i Skoven ved min Fod.
Op en lille Fugl sig svang,
Aftnens Skjær paa Himlens Bue
Vinked den fra Lyngens Tue.
O, det er jo Lærkens Klang!
Er du den, hvis søde Trille
Lød ved hendes Have lille,
Syng da, nu er Alting stille,
Syng igjen min Ungdoms Sang.
Hendes Billed! ja! ved Gud!
Her iblandt de brune Høie
Staaer det klart jo for mit Øie
I det unge Grantræs Skud;
Om dets Top de Roser røde
Fæsted Aftnens Haand den bløde,
Skyens Hænder Perler strøede,
Smykket staaer det, som en Brud.
Det bli’er dunkelt nu paa Jord.
Unge Gran, bag dine Grene
Paa de mosbegroede Stene
Trygt jeg Natten over boer;
Ikkun Søens klare Øie
Vaager blandt de brune Høie,
Jeg vil træt mit Hoved bøie
Her, hvor Lyngens Blomster groer.
Klar i Nord er Himlens Kyst,
Hjem en eensom Glente svæver,
Svagt i Vinden Straaet bæver,
Fjernt jeg hører Bækkens Røst;
Selv jeg synes mig en Kilde,
Der i Lyngen synger stille
Om det Billede, det milde,
Som jeg bærer i mit Bryst.