Jeg er et fredsommeligt, roligt Skind,
Jeg holder af Solskin og hader Vind
Og Hovmods rygende Blæst,
Jeg holder af Bøge og Lærkesang,
Jeg holder af det, jeg har elsket engang,
Og det, som jeg kjender bedst.
Jeg holder af Havet, det dybe Blaae,
Hvorpaa fra min Moders Arme jeg saae,
Mens svagt jeg stammed dets Navn,
Jeg holder af Alt, hvad min Moder har sagt,
Af Graven, hvori mine Fædre blev lagt,
Og Skibets gyngende Stavn.
Jeg holder af Pigens det milde Blik,
Jeg holder af Venner, af Sang og af Drik
Og Blomsternes mylrende Hær,
Jeg holder af Alt, hvad i Danmark er født,
Selv Tornen, hvorpaa mine Hænder har blødt,
Jeg elsker for Rosen, den bar’.
Jeg holder især af mit Fødelands Sprog
Og alle dets Sange paa Mund og i Bog,
I Skov og i Mark og i Eng,
Jeg holder af Kornet paa Markerne hist,
Jeg holder af Græsset, som dækker tilsidst
Min sidste, min rolige Seng.