Jeg kunde ikke som barn forstå,
Hvad bibelbogen beretted:
At Moses kun måtte til landet nå,
Som gud ham havde forjættet,
Og hvi han skulde den kummer friste:
At sejre, at skue — og så at miste.
Det var, som så jeg ham for mig stå
På ørkenfjeldet alene,
Og løftelandet, der for ham lå
Hinsides ørkenens stene,
Og morgengryet, der om ham stråled
Og spredte tågen og viste målet.
Han så det hist bag den blanke strøm,
Men nå det skulde han ikke;
Og var det ej, som hans bedste drøm
Nu blegned bort for hans blikke?
Hans var kampen i år og dage,
En ringere ånd skulde sejren tage.
Jeg kunde ikke som barn forstå,
At så det skulde sig hænde.
Men siden har ofte jeg tænkt derpå:
Hvem fik det bedst af de tvende?
Moses: i døden hint syn uden mage,
Josva: de trælsomme arbejdsdage.