Saa tit, naar du sænker dit Blik i mit,
Flyver min Tanke tilbage,
Da synes jeg, jeg har kjendt dig før
Engang i salige Dage.
Jeg synes, jeg husker, vi leged en Leg
Under Løvet i lysere Lande,
Hvor Svaner gynged i Skyer af Sol
Over hellige Indsøers Vande.
Jeg synes, jeg husker, du hviled din Kind
Ved mit Bryst under vuggende Ranker;
Din Sjæl var som Skovsøens glasklare Spejl,
Jeg saa dine lønligste Tanker.
Hver Tanke var salig og klar som Krystal,
En Perle i vor Kjærligheds Smykke,
Hver Længsel, som fødtes, sank sagte tilbunds
I Nuets uendelige Lykke.
Og Timerne gynged som Svaner forbi,
Som Svaner over Skovsøens Flade.
Din Haand var i min, ved mit Bryst laa din Kind,
Og det dufted fra Blomster og Blade.