Alverden har Damokles’ Lod beklaget,
Fordi han saae, til Straf for gamle Synder,
Hvergang han laa til Bords paa gyldne Hynder,
Et Sværd hængt i et Haar op under Taget.
Damokles sulted — Sagnet det forkynder —
Af Synets Gru bestandig pint og plaget,
Hvoraf, du Søde! jeg forlængst har draget
Den Slutning, at Damokles var en Flynder!
Hvem hjælper dem, de Stympere af Faget,
De arme Fuskere, som ej forstaar,
Fordi en Gud dem har med Dumhed slaget:
Den Duft og Sødme, Livets Æbler faar,
Just naar man øjner Sværdet, som i Taget
Over vort Hoved hænger i et Haar!