Min Elskte, o min Elskte i det fjerne!
I dette Øde maa min Sjæl forgaa.
Jeg er som den, der synker redningsløst
I Havets Dyb og føler Vandets Flade
Forsvinde over sig, mens langs hans Krop
De kolde Strømme hvirvle, og hans Bryst
Fortvivlet stønner for at hente Aande,
Og Øjet spiles ud, og Haanden knyttes
I vildt, krampagtigt Greb om Ingenting,
Mod Lyset rakt, — mod Lyset og mod Luften!
Hvor du er, dér er Lys og Luft og Liv!
Dit Blik mig følger som en blaalig Stjerne
Endnu en Stund, men stadig mere fjernt.
Og under mig i Dybet lurer Rædslen
Med slimet-hvide Fangetraades Net,
Vanviddets Svamp, Selvmordets Ildkoral,
Fortvivlelsens Polyp med Kæmpearme —
Den vilde Verden, som det sunde Sind,
Der vandrer frit i Lysets glade Straaler,
Kun aner fjernt, og aner med et Gys.
Saalænge jeg kan digte om min Nød,
Er Nøden ej saa stor, som den kan blive,
Det véd jeg godt. Thi milde Guder gav
De Dødelige Kunstens friske Køling
Til Kvægelse i Sjælens Feberangst.
Om ej den læge kan, den kan dog lindre.
I Ensomheden er den en Fortrolig,
Den tauses Selskab, den forladtes Ven.
Den er den sagte Luftning gjennem Ørknen,
Hvori Gud fordum talte til Profeten
Og gav ham Kraft og Mod og Tro paany.
Men se, jeg føler alt min Evne sløves,
Min Længsels Brand udtørrer Tankens Muld,
Snart er maaske dens siste Blomster visnet.
Og naar selv Drøm og Billed glider bort
Af mine feberhede Hænders Greb —
— Min Elskte! o min Elskte i det fjerne!
Mit siste Nødraab er mit siste Digt —
Naar Form og Omrids flyder ud for Øjet
Som Elvertaager over Engens Flade,
Naar Øret mer ej føler Rhytmens Skiften,
Naar helt den store Taushed har mig slugt,
Da — —