Sankt Georg, den ærlige Ridder,
Han kæmped med Dragen fæl.
Han bored sit Spyd i dens Side
Og traadte dens Hoved med Hæl.
Hin Drage var Jordens Rædsel.
Den frygted hver Kvinde og Mand.
Det kæreste, som de ejed,
Ofred de fejgt dens Tand.
Dens Aande stod over Landet,
En pestfyldt, stinkende Vind,
Der sløved de skarpeste Viljer,
Forgifted de reneste Sind.
Sankt Georg, den ærlige Ridder,
Gik modig mod Dyret ud.
Han stolede ej paa sin Styrke,
Men paa den barmhjertige Gud.
Han stoled paa Gud, den barmhjertige,
Hans Søn og hans hellige Ord;
Saa vog han den lede Drage. —
Det véd hvert Barn paa vor Jord.
Men ingen véd: under et Harnisk,
Mærket af Stød og Skaar,
Gjemte den Herrens Ridder
En Lok af et rødblondt Haar.