Saa fandt jeg Ro, den Ro, der Tvivlen dræber!
Filisteriets fromme Litani
Lød for min Sjæl. Jeg styrted mig deri
Og drak dets Opium med hede Læber.
Og jeg fik Ro. Jeg følte glad mig fri
For Kainsmærket, det, der altid klæber
Ved hver en stakkels Sjæl, som fremad stræber
Imod et Ideal paa Livets Sti.
Jeg spilled Kort, drak Rødvin til min Steg
Og drøfted Statens Vel moralsk og mandig
Med brave Folk, der fulgte samme Vej.
Og naar jeg saadan sad og var forstandig,
Da var det tit mig som en Drøm, at ej
Jeg havde været Idiot bestandig.