Shakalerne tude i Krat.
Det er Tegn paa, at Løven er ude i Nat.
De skælved i Kraalen for dem selv og deres Kvæg,
Saa kom de til mig for at klage —
For mig er det en Leg.
Jeg har leget den i Aar og i Dage.
Livet er Daarskab og Tant.
De, som søgte dets Mening, hvad var det, de fandt?
Her kvalmes jeg ikke af dets lurvede Begjær,
Er fri for den stinkende Skare;
Den kommer ikke her,
Hvor hvert Skridt er en lurende Fare.
Løven har Rovtand og Klo,
Og jeg véd det, vi kæmper paa Livet, vi to!
Men ej vil jeg bytte mod min farefulde Færd
Jert Liv, som det døses og soves.
Livet har kun Værd
I det blinkende Sekund, da det voves.
Ingen har jeg elsket paa Jord.
Alt som Barn har jeg spejdet i Rovdyrets Spor.
De tror, at for deres Skyld jeg bælter min Lænd.
De Kryb, jeg foragter dem alle!
Nej, Løven er min Ven,
Min eneste, — og derfor skal han falde!