Loven er givet, og Vejen lagt,
vi slider for Klæden og Føden,
vi snyder for Mønt, og vi slås for Magt —
og så en Dag kommer Døden,
og lige lidt er det altsammen værd.
Men Livet veed Vejen iblinde:
Et Håndtryk blot, af en Hånd vi har kær,
og Suset gennem de hjemlige Trær,
det er noget, og nok, når Døden er nær:
Så vandt vi, hvad her var at vinde.
Vi ser så klart i den mørke Port:
Ikke vor Travlhed var Livet.
Mest vejer Ting, vi ej agtede stort,
fordi de kun blev os givet.
Et Håndtryk, ja. Et Ord, en Sang;
et Blik, et Smil, en Tåre;
en Vandring, to, over Mark og Vang;
kan hænde, det blev den eneste Gang:
Da var det, hint Væld i vort Hjerte sprang,
som ler nu i Dødsrigets Gårde.
Og er der nogen, som slet ingen har,
med hvem han fulgtes fortrolig,
så fik hans Suk dog søsterligt Svar
af Blæsten om Ensomheds Bolig;
på hans brændende Kind faldt kølende Regn,
og støvede Stier blev sorte;
der var kvidrende Fugle og duftende Hegn;
han mindedes gerne sin Barndomsegn;
og Stjerner frembar flammende Tegn
af Evigheds lydløse Porte.
Det er der, og koster os ingenting.
Vi har kun at give os Stunder,
nu og da, til at se os omkring:
Så er det der, Under bag Under.
Om jeg blev sløvet, og du blev slidt —
såsnart det får Lov til at komme,
så favner og fylder os, rigt og blidt,
Livet, udødeligt, dit og mit.
Måtte vi lære at åbne os frit,
før Fristen er endelig omme!