På Ski
Første Digt
Første Digt
I
Hvad er det, som skriger,
hvor Skistaven stinger?
Noget dunblødt viger,
noget glasskørt springer.
Det er Dag, det er Solskin — du synes, at Alfer i Måneskin skriger.
Lød Suk eller Klage
fra snetung Li?
Du kryber tilbage,
det flyr dig forbi!
Ned suser du; bag dig ler det og napper i dine Ski.
II
Hvad lyser, hvad blænder
så ujordisk hvidt?
Din Fod, dine Hænder
kan røre det frit,
men det lever et helt andet Liv, mere svalt, mere luftigt end dit.
Det, som flyver, når det falder,
dette Støv, som kan le,
denne Verden af Krystaller,
de kalder det Sne,
og de siger, den smelter engang — de, der ser kun, hvad alle kan se.
Dog, du, i de Stunder
af drømme-let Fart,
veed, at Tiden går under,
snart, snart!
Men udødelig lyser den Skønhed, du jog som et unået Under.
III
Frostkulden svider,
hvidt ligger Landet.
Alt blænder, alt glider . . .
Var der vel andet
end iskoldt glidende Blændværk i Verden fra evige Tider?
Skynd Jer, Ski!
God Fart er fornøden.
Over, og forbi —
og bort, ud i Døden . . .
Da rødmer, blegt som et Rosenblad, hele den snelagte Li.
Fra de skarpe Krystaller
stiger skælvende Duft
(Violer? Konvaller?)
i den frosthårde Luft.
Og Skovbrynet toner — en Lyd, som om Løjperne løber og kalder.
Skal du vove at svare?
Se! Se:
Dèr fyger, dèr farer
over Højdernes Sne
et Blad, nej en Fugl, nej et Pigebarn! Ej, hvor dit Hjerte må le!
Midt ned ad din Bakke,
igennem din Grind,
med knejsende Nakke
og blussende Kind —
imod dig, forbi dig — der blev kun et syngende Sus i dit Sind.
Et Smil, blåøjet,
et stolt ungt Smil —
og Fuglen er fløjet.
Flyv selv som en Pil!
Flyv efter, og fang den Fugl, om så det var hundrede Mil!
Over isfrossen Elv,
over Fjeld, over Sø
flyver Ungdommen selv,
som aldrig skal dø.
Og de hundrede Mil er for stakket en Flugt til at fange den Mø.
Lad Fuglen kun svinge
sig frit, som den vil!
Dig strejfed dens Vinge,
du hørte dens Spil.
Fryd dig! Du visner, men veed dog, at Ungdommen evigt er til.
IV
Frit jubler dit Hjerte.
Et Vidunder sker.
Hverken Tanke eller Smerte
kan følge dig mer,
og Tungsindet hvirvler i Luftbølgen efter dig, let som en Fjer.
Frem, frem
over Stigning og Fald!
Nyd og fornem
din Kraft og dit Kald:
Frem, over alt, og trods alt, i det Løb, du er skabt til og skal!
Du veed, hvad du henter.
Det bærer, det løfter
over skinnende Skrænter
og snefyldte Kløfter:
På Isfossens Regnbuebro står Valkyrien oprejst og venter.
At sejre og at segne
var altid det samme —
i de Evighedsegne,
hvor Hu hedder Flamme.
Vær stolt, når du styrter! Du bløder — uvisnelig blomstrer din Stamme.