Man skønner adskilligt ved Efterårstide.
Ialtfald, Tankerne vandrer vide.
Her står nu to Æbletræer Side om Side.
De står på den grønne Skrænt imod Parken.
Et løfter sig kongeligt over Marken,
blankt mørkt i Løvet, lyst glat i Barken.
Det andet vrider sig kræftsygt; luder
med sprukne Grene, med Sår og Knuder.
Enhver kan se, hvad det Syn bebuder.
Dog, dette Træ, dette næsten døde,
det står og bugner med purpurrøde
fuldmodne Frugter. Smag kun, hvor søde!
Imens det fejlfri (så sælsomt blandet!)
kun bærer Blade og intet andet.
De blomstred begge ved Løvspringstide.
Hvilket er bedst? Det må Gartneren vide.
Men Ufrugtbarhed? Nej! — Giv mig Smerten og Såret!
Og Øxen, ja — når jeg først har båret.