Når ser jeg bedst, hvad jeg i dig kun har?
Ved Dag, når ydmygt Ånderne i mit Øje
foran dit Åsyn beder til den høje
Elskov, hvis Budskab du til mig frembar?
Eller ved Nat, når Kys med stumme Svar
forkynder Hjertet, hvad det veed så nøje,
og Sjæl ser Sjæl, til Mørket må sig føje,
og Sjælens Bolig skimtes, måneklar?
Min Elskede, jeg veed, du veed, det sker,
at de, som før var to, ej er det mer:
Elskov er stærk, dog er der En, som tvinger.
Men skiltes vi — o, hvilken vild Akkord,
når Håbets visnede Løv blev hvirvlet bort
af Dødens uopslidelige Vinger!