Hvor sælsomt! Kun et Maleri,
dog står hun dér, så fin og klar —
som om det Spejl, jeg gik forbi,
beholdt mit Billed i sit Glar.
Lyslevende! Jeg står og ser,
og synes næsten, at hun ler,
just nu, selv nu, som til et sødt,
et vagt forventningsfuldt: Velmødt! —
og veed dog, at hun er ej mer.
Ak, Fængslet gøres mer forladt,
når svagt en Lysning siver ned,
og Vandets Dryp ved Dag og Nat
gir Mæle selv til Ensomhed . . .
Dog, af min Elskovs Pragt og Fryd
blev dette kun — og, uden Lyd,
dybt i min Sjæl, et Suk, en Bøn —
og det som, ukendt og iløn,
er Gravens Rov og Himlens Pryd.
Jeg maled hendes Åsyn her
i Rammen af et dæmpet Lys
fra dunkelt gådefulde Trær —
et Sted, hvor mangt et stille Gys
velsagtens kunde møde den,
som ikke lider Lygtemænd
og Elverpigers Spotte-Kuk,
og egne Spor i gammel Dugg,
og alt hvad flygtigt farer hen.
En stor mørk Skov; og se, dèr står
hun i den Skov, som da! Så bleg
var Glansen af det gyldne Hår,
så luftig disse Linjers Leg.
Før såe ej Tid, før fandt ej Drøm
en Kvinde, skabt så favr og øm.
Her står hun — er dog mindre til,
nu, end sit eget Skyggespil
i Græsset og den travle Strøm.
Dèr mødtes vi den Dag. Hint Hvælv
af Stilhed favned kun os to;
så frydefuldt; ak, Mindet selv
ryster de Timers blide Ro:
Med hende bøjed jeg min Mund
mod svale Væld af mosgrøn Bund,
og vidste andre Væld, der sprang . . .
Hvor Ekko boer, stod hun og sang;
min Sjæl var Ekko al den Stund.
Men da min Sjæl tilsidst fandt Mod
til Ord, der dræber, hvis de døer,
slog tunge Regndryp, hvor vi stod,
Lyn flængte Varmens Tågeslør.
Jeg gentog da de Skæbne-Ord
den Kvæld bag Rudens Blomsterflor.
Og dèr, mens Vejret pisked på,
sad hun og lytted, sad og såe,
hvor Regnen blindslog Luft og Jord.
Den næste Dag — som løvrigt Hvalv
kan sitre, hver en Fugl fløj ind —
hvert Minde, rørt af Elskov, skjalv
og vilde fanges af mit Sind.
Så greb jeg Penslen. Og med Smil,
og Snak, og lange søde Hvil,
stod hun blandt Blomsterplanter frem
ved Vind vet i et Sommerhjem —
og det var Skovens mørke Mil.
Og mens jeg stod dèr, frisk og ung,
og maled løs i Lys og Duft,
men Elskovs-syg og Længsels-tung,
såe jeg hver Blomst i solfyldt Luft
slå som et Hjerte bag sit Løv . . .
O du, som nu er blind og døv,
du Hjerte, i en Grav gemt ned,
hvad er dig nu min Kærlighed
og Solens gyldne Strålestøv?
Thi nu fornægter Dagen alt,
hvad dengang var så nær omkring.
Kun af og til, når Mørket faldt,
hvisker det fjernt om disse Ting,
når for et Pust i løvtungt Hegn
ny Skygger sletter gamle Tegn,
når velkendt Skov og Lyng og Kær
blegt flyder ud i Stjerneskær,
som var det Dødens egen Egn.
Jeg kunde vel haft Søvn inat,
og sov dog ej, før Dagen kom,
gik ude, gik og græd. Thi brat
forstod jeg, da jeg såe mig om:
Her gik vi to før, Guder lig.
Og nu! — Ind fra den åbne Vig,
træt af så langt at gå og gå
mod Lys, der aldrig lod sig nå,
lød jernhårdt Havets Klageskrig.
Når Himlen åndeløs og stum
lytter ved Elskovs Bryst en Dag,
og alle Sfærers Gåderum
går op for Engles Vingeslag,
skal dog min Sjæl, trods Brist og Brud,
genfødt, og båret på Dit Bud
langt bort bag alle Soles Gry,
favnes af hendes Sjæl påny
og tie for Dit Åsyn, Gud!
Så længe spejder Mindet her
mod dette Billed ufravendt,
indtil de Øjne får et Skær
i Åndens Palæstina tændt,
et Blik mer ømt, end før de gav;
mens faldne Håb og knuste Krav
om hendes Billed holder Vagt,
som Helt og Pilgrim har sig lagt
i Kres omkring Den Hellige Grav.