Den yndige Evelyn Hope er død!
Dèr står hendes Bogreol, her hendes Seng,
og i det Glas dér en purpurrød
Geranium fra den blomstrende Eng;
den har hun plukket; nu visner den med.
Dog synes lidet forandret her ...
Igennem de stængte Skodder et Sted
skyder et tvestrenget Stråleskær.
Sexten År — og nu død! — Måske
havde hun næppe nok hørt mit Navn,
ukendt med Kærligheds Fryd og Ve;
men fyldt af andre Håb og Savn;
Barndommens Leg, så nylig forladt,
og voxne små Pligter, der tog hendes Tid,
indtil Herren vinkede brat —
Og dèr ligger hun, stille og hvid.
Er det for sent nu, Evelyn Hope?
Vist leder Døden ej Sjælen vild.
Gode Stjerner i dit Horoskop
skabte dig Ånd, Dugdråbe og Ild.
Og at jeg blev tre Gange ældre end du,
skulde skille os to i al Evighed?
Fremmede, som vi var fremmede nu?
Støv kun! Er det alt, hvad vi veed?
Nej! Sandelig, nej! Den almægtige Gud
øder ej, hvad han selv har skabt.
Elskov for Elskov, det byder hans Bud,
og tabte jeg dig, da var to fortabt.
Måske skal jeg leve i mange Liv
og lære meget og glemme mer,
før jeg må fordre dig til Viv —
Jeg veed kun: Timen kommer. Det sker!
Det sker. Jeg skal sige dig alt engang,
Evelyn Hope: Hvorfor du bar,
i den knugende Jord, så lang Tids Tvang,
du, Legem og Sjæl, så lysende klar.
Jeg skal gætte dit Hårs gyldne Gåde, forstå
hvi din Mund som Geranien dér lyste rødt,
og hvad du vil gøre med mig — eller må —
i vort nye Liv nu, da det gamle blev dødt.
Jeg skal sige dig: Mangt har jeg levet og lært
siden da; jeg har mistet mig selv så tit;
plyndret Tider og Lande; set fjernt og nært;
og stundom vundet, hvor andre har stridt;
men, alt hvad jeg fatted fra Ørn til Mikrob,
Et fejled jeg, eller det fejlede mig:
Dig søgte, dig fandt jeg nu, Evelyn Hope!
Og så? Lad os se. Det beror på dig!
Du fulgte mig, Evelyn, alle de Mil,
dig elskede jeg gennem alle de Ar;
mit Hjerte var fuldt af et stolt ungt Smil,
og en rød ung Mund, og et ungt gyldent Hår.
Derfor ... Tys! ... Her har jeg et Blad fra din Skov;
det lukker en lille kold Hånd sig om.
Vi to kun kender det. Sov nu, sov.
Du vågner, og mindes, og veed min Dom.