Lad mig kysse dig på Panden,
før vi skilles fra hinanden,
og så tilstå dig en Ting,
tilstå den ene Ting:
I kan med Rette dømme,
at min Dag var idel Drømme.
Dog, hvis Håbet flygted brat
på en Dag, på en Nat,
i et Syn, jeg skimted knapt,
er det derfor mindre tabt?
Alt hvad vi lever i
og er og synes, Træl og Fri,
god og ond, barsk og øm,
er en Drøm kun i en Drøm.
Her står jeg på en hård
Torde-Strand, som Havet slår,
jeg, som er Støv og Ånd,
og jeg holder i min Hånd,
holder fast, så godt jeg kan,
Korn af det gyldne Sand —
Kun få! Men se, de rinder
mellem mine Fingre, rinder
ud i Dybet og forsvinder,
mens jeg står med våde Kinder!
Å Gud! Jeg knuger til,
kan ej holde, som jeg vil.
Å Gud! Frels mig Kryb
eet kun fra det kolde Dyb!
Er der intet inden i?
Er og bliver Træl og Fri,
god og ond, barsk og øm,
kun en Drøm i en Drøm?