Eet Ord profaneres for tit;
jeg vil lade det hvile.
Eet Sind har for smertelig lidt,
til at du skulde smile.
Eet Håb står Fortvivlelse nær,
så det spotter Forstanden,
og Medynk fra dig er mer værd
end alt fra en anden.
Hvad Folk kalder Kærligheds Løn,
tør jeg ikke tage;
dog hør du, og bønhør en Bøn,
som ej Himlen tør vrage:
Lad Støvet begære sin Stjerne
og Natten sin Morgen —
Lad mig tilbede dig i det fjerne
bag Mørket og Sorgen!