Vi skiltes med Tårer
i ordløs Ve
for at mødes ad Åre,
måske, måske.
Kold var din blege Kind,
Kysset som Is —
varsled to knuste Sind
værre Forlis.
Dugg stænked hin Morgen
som Rim i mit Hår;
jeg forudsåe Sorgen,
nu brænder mit Sår.
Du brød alle Eder,
din Ære skød Ham;
forgæves jeg leder
om Skjul for din Skam.
Dit Navn i mit Øre
slår DommedagssSlag;
jeg skælver, og hører
min Skæbne hver Dag.
De veed ej, hvad sammen
bandt os to så nær;
tavs bærer jeg Skammen,
at du var mig kær.
En Løgn blev tilbage;
kun Skallen var skøn.
Men skjult må den klage,
som elsked iløn.
Og ses vi ad Åre
(det kunde vel ske),
Hvad har jeg da? — Tårer
og ordløs Ve.