Min Elskede, min Eneste,
du gør’ nu plat forbi
med alt, hvad ej er reneste
despotisk Monarchi;
her tåles intet Parlament;
om slig Forvirring sker,
som gør al ærlig Dyd forvendt,
sees vi to aldrig mer.
Thi jeg vil stå som General
med Alexanders Magt.
Selv Tanken om en Tronrival
er Vrede og Foragt.
Jeg kalder den en Vissenpind
og avlet i en Stald,
som ej tør sætte alting ind
på Sejer eller Fald.
Jeg er din Lov, og Lovens Tolk;
stol på, jeg styrer godt,
og følg mig som et lydigt Folk
sin lovlig Arve-Drot.
Men løber du mig oprørsk an
og trodser mit Banér —
da lyser jeg dit Navn i Band,
vi to ses aldrig mer.
Og skal jeg slås med andre om
en nok så liden Plet
udi dit Hjertes Kejserdom,
hvor jeg har ene Ret,
og putter du din svorne Pligt
bag nogen Commitéer —
da tag mit Smil, mit Spottedigt:
Vi to sees aldrig mer!
Men holder du din Ed fuldtro
og har mig ene kær,
skal af min Pen din Ære gro,
dit Ry udaf mit Sværd.
Stolt skal jeg i din Tjeneste
opløfte mit Banér,
og elske dig, min Eneste,
bestandig mer og mer.