God Morgen, Sol, så højt du står!
God Morgen, gode Herre;
vådt og forpjusket er mit Hår
og Skørtet endnu værre.
God Morgen, liden Arons-Stav,
god Morgen, hver en Mø,
som vil min Ven hans sorte Grav
med Blomsterblade strø.
Ak ve for vild og enlig Sti,
og ve for langvejs hen!
For Guds Skyld, Herre, fang den Bi,
som stjal min Hjerte-Ven.
Stå stille dèr et Øjeblik:
Jeg ser ham ganske nøje;
jeg ser ham i den sorte Prik
på Bunden af Jert Øje.
Nej, tilgiv, Herre, for han boer
i disse Gyvelskrænter;
gå, kys fra mig den kolde Jord,
og sig ham, at jeg venter.
Men husk, han bløder, han er træt;
og selv en død Mand mindes;
han veed, ifald I løfter let,
Jer Hånd er ingen Fjendes.
Han tog så blidt og ømt, min Dreng ...
Flet ham en Blåvejs-Båre,
og bær ham hjem! — Å, Gud er streng;
Vi favnes først ad Åre.