Intet er lyst og intet er let
som Nytårets ny lille Måne,
den skønne, som alle må elske,
den spæde, som ingen tør håne.
Tungt ånder de sorte Marker,
og flænget af Storm går Sky,
da stiger det, og det svæver,
det smalle skinnende Ny.
Det bøjer sin spinkle Bue
som en Stilk af den hvide Konval,
sprungen ud under Skykroners Skygge
i Stormskovens vældige Hal.
Det løfter sin Fod som en Jomfru,
der danser — ung, frygtsom og nøgen
langs Kysten af Evigheds Havdyb
i ubevidst længselsfuld Søgen ...
Nymåne, vi skimter en Skygge,
o Blomst og dansende Mø!
Dn danser med Skyggen i Favnen,
skal svulme — og svinde — og dø
O svævende Ny, forråder
du Jorden hans ukendte Form
og det bundløse Dyb, hvor han sejler,
omhvirvlet af Skyer og Storm?
Vi bøjer os blidt over Blomsten
og dybt for den dansende Pige:
Velkommen i Verden, o Nytårsny,
og din Angst og din Jubel tillige!