I
Der faldt et Skud i Skoven.
De store tunge Træer
står som før og svajer
i Blæst og Måneskær.
Det rasler gennem Krattet.
Noget nærmer sig i Spring.
Tys! — Kun Blæsten suser,
Løvet vender sig omkring.
Igen! To Skud! Det skralder —
Det var en Mand der krøb
op langs med Hasselhegnet
og rejste sig og løb,
forsvandt bag hvide Stammer
i Dis og Tågesvøb.
I Månestrålen blinkede
hans Bøsse, da han sprang.
Tiivit! skriger Uglen
i den dugvåde Vang.
II
Niels Jæger står ved Daggry
bag Diget i sin Skov
og spejder ned mod Huset,
hvor Las Løber længe sov.
På Gavlen ud mod Vejen
hænger en opbrækket Buk.
Han skyder sin Kikkert sammen
og vender sig med et Suk.
Og på Hjemvejen finder han,
i Mosen, hvor den stod,
den gamle Rå, der ligger
og sparker i sit Blod.
Lammet flygter brægende
ved Lyden af hans Fjed.
Det halter. Det er Skovens,
og det er Vildtets Fred!
Bestandig Skud om Natten,
og bestandig samme Spor.
Om Dagen går den Vildttyv
forbi hans Hus, og glor!
En Vissenpirt, en Skrædersvend,
med grågult, mølædt Skæg,
fejge, vandblå Øjne,
hvid i Fjæset som en Væg,
hverken Arm eller Læg —
men han smutter som en Ilder,
han springer som en Hjort:
Syv Mand var nylig efter ham,
endda slap han bort!
Las Løber, jo det passer.
Kun Benene har han brugt,
har aldrig skudt en Buk i Spring
eller en Fasan i Flugt.
Han stjæler kun, og slagter,
ved alslags Lumskerier,
som en ærlig Mand foragter.
I måneklare Nætter
lister han sig over
i Birkene og i Granerne,
hvor Fasanerne sidder og sover
og spidder dem dær på Grenene,
med sit dobbelthagede Spyd,
så de dratter uden en Lyd.
Og i den mørke Høstnat
lusker han om lig Fanden
med sin Cyklelygte bundet
som et gloende Øje i Panden.
Da stanser de troskyldige Dyr
i Græsningen på den grønne Vold
og stirrer på den Trold.
Han skyder dem for Bladet
på sex Fods Hold.
Og Bukken hænger næste Dag,
stukket ud som et Flag,
og dingler på hans Husgavl
under det rottehullede Tag.
Og lad endda så gå
med det Vildt, som kommer til Gavn,
det han spiser, det han sælger,
sender med Toget til København.
Men over tyve Råer
er nu, imens de fredes,
fundet rådnede rundt i Skoven
eller skamskudt som den her!
En Jæger må vel vredes
over så slyngelagtig Færd.
III
I måneklare Nætter
og i Natteregn og Rusk,
det lister gennem Skoven,
det pusler i hver Busk.
Lygter skinner og forsvinder,
Skud skralder, Jægerfløjter
gir skingrende Signal
mellem de kratgroede Højder
og den åbne grønne Dal.
Og Kornet står i Traver,
den Sommer trak forbi.
Las Løber går endnu
til sin Hytte frank og fri.
Til Høstgildet svinger han
i Bondebyens Kro
sin Kone, lille Birte,
og lar Pigerne glo
på hendes røde Strømper
og lakerede Sko.
Men de går Klokken to.
De snakker henad Vejen,
det er Måneskin og klart.
Helst var Birte blevet,
nu dansede de så rart.
Men Las vil ud i Skoven.
Hun klynger sig til hans Arm.
»Du er altid så forvoven!«
IV
Las Løber lytter længe.
Forstummet er Skuddets Gjald.
Man hører kun fra Kronerne
de visne Blades Fald.
For hans Fod spjætter Bukken
i det sidste Dødens Gys.
I de store stive Øjne
står Månens blanke Lys.
Så skiller han Geværet
og spænder det fast i Frakken,
tar Bukken ved dens Forløb
og slænger den over Nakken —
og stanser igen, og lytter,
og kaster det døde Dyr:
Kviste knækker for tunge Trin,
de er efter ham, og han flyr —
den Flugt, som for Las Løber
er Jagtens Eventyr.
Han hører Jægerens Basbrøl:
»Stå stille, eller jeg skyder!«
Og han kaster sig gennem Krattet,
det er en Bølge som han bryder.
De skyder ikke for Alvor.
Bum, Haglene drysser ned,
højt oppe fra, som Regn kun.
Men iaften er Niels nok vred.
Nu, den der fanger Løberen
er ej født hertillands.
Han spænder sin Fart en Streg
og flytter sin Fod som i Dans
gennem Sletternes Måneglans.
Han springer på Diger
og dukker i Grøfter,
Han snor sig ad Stier,
som andre ej aner,
blandt Ørnebregner
i blinkende Kløfter
og under de sorte Graner.
Og Kvistene slår
hans Pande og Kind
med dugvådt Løv,
med stikkende Nål,
og Kragerne jager
i Måneskin
over Bøgenes Kroner
med skræmte Skrål;
Løberen fyger og farer,
som var han af Luft og Stål.
Højskoven sortner og flammer
med Skygger og skinnende Stammer
forbi ham i hvirvlende Jag.
Hans Hjærte slår som en Hammer
i rolige faste Slag.
Langt bag ham braser Jægeren tungt,
han ler, han føler den fjedrende Sti
og skimter Hullet i Hegnet:
Et Spring kun, så er han fri!
Et Spring — et Skrig — han styrter.
Hver Sten, hver Stub var kendt,
men lavt imellem de Stammer
var usynlig en Ståltråd spændt.
V
Forgæves lyttede Birte
efter de kendte rappe Skridt.
Den Gang kom Løberen kravlende hjem
så stille. Han havde det skidt.
Birte hjalp ham af Tøjet,
hans Krop var brun og blå.
Han hostede, og han spyttede Blod
de lange tre Uger han lå.
Så døde Las Løber. Af Svindsot.
Ja, det kunde Folk forstå.
VI
Niels Jæger stamper i Skoven
og spejder i Krat og Vænge.
Skævt griner hans Mund i det sorte Skæg,
vreden ud i en blodrød Flænge.
En Flænge som efter et Rovdyrs Klo!
Man hører så mangeslags Løgne ...
Men det ser ud, som han sejrrigt lo
med de mørke truende Øjne.
For nu har Vildtet Ro.
Ro — til imorgen en ny flytter ind
i Løberens ledige Hus,
og den lysende Måne lokker,
og Skovenes sorte Brus,
og det raslende Krat en Høstnat,
og det Flax af Fugl, og det Stamp af Dyr,
og skinsygt Had, og Penge og Mad,
og det farlige Eventyr.
Det lister derinde,
der falder et Skud,
der løber en Skygge,
der lyder et Skrig —
Der kæmpes om Vildtet og Skoven
hver Nat med Vold og Svig.