Skaldepande, Dobbelthage,
mindes du de tabte Dage,
er det dem, du tænker på,
nu, mens Duggen falder,
og i Markens høje Strå
Vagtelkongen kalder?
Urørt venter Whisky-Glasset,
Bock-Cigaren bliver passet
med et halvt mekanisk Drag
Se, hans Hænder dirrer.
Dulgt i Øjets Tågelag
står en Sjæl og stirrer ...
... Solen synker, Bier summer,
Tyrene på Marken brummer.
Nu er Søstrene iseng,
men i Blomstertæpper
spanker stolt en tiårs Dreng.
Vagtelkongen skræpper.
Se dog, hvor han løber, Drengen,
over Marken, ned i Engen.
Duggen stænker. Saligt ør
ser han, hvor de funkler
under Græssets brune Slør,
Bellis og Ranunkler.
Det er Fuglen, han vil fange,
Fuglen fra de grønne Vange,
denne løndomsfulde Fugl.
Alle har vel hørt den:
Hvem har fundet Fuglens Skjul,
hvem har set og rørt den?
Og han løber, og han jager,
gennem Hør og Senneps-Ager,
gennem Kløver, gennem Korn.
Lavt på Himlens Bue
står det lille Måne-Horn
i sin hvide Lue.
Men i Spring, så Blodet koger,
kløver han de hvide Tåger,
tror sig altid ganske nær,
hører hele Tiden
Fuglens Latter, her og dær,
foran og ved Siden.
Længe stansed han og lytted,
stønnende, med Næven knyttet.
Flammer skvulper i hans Blod.
Hør! Dær var den atter!
Fra en Græstot for hans Fod
lød en sagte Latter.
Og han kaster sig på Tuen,
klamrer over den med Huen,
griber ind — i Græs og Muld!
O, han kunde skrige!
Fuglens Latter, løndomsfuld,
ler bag næste Dige.
Det er ingen Fugls, de Toner!
Øjentrøst og Trevlekroner,
alle Blomster, som er til,
nynner spædt og skratter.
Det er Somrens Lokkespil,
det er Jordens Latter!
Og han trasker træt mod Hjemmet,
ser det halvt som noget fremmed,
anende for første Gang
Livets Elverriger,
der med Latter og med Sang
lokker En — og viger.
Siden? Alting blev det samme.
Lystig Jagt, og hjem med Skamme.
Latter, Spot og Lokkeråb,
Smil og milde Blikke,
spildte Kræfter, skuffet Håb:
Fuglen — var der ikke.
Nu, så trøster man sig. Glasset
og Cigaren får man passet,
slider Livet Dag for Dag,
sløvet i sin Smerte.
Under Fedmens tykke Lag
banker tungt Ens Hjerte.
Skaldepande, Dobbelthage,
var det alt, som blev tilbage?
Ti med det, du tænker på,
nu mens Duggen falder!
Mægtig dufter Blomst og Strå,
Vagtelkongen kalder.