Holland! Der er vidunderligt her,
ikke blot for det Blæst- og det Solskinsvær
men Luften: Luften af Havet!
Jeg rejser mig op, og jeg ånder igen ...
Jeg var levende længe begravet.
Vildt hvirvled over mig Storstaden hen,
jeg var halvkvalt af Fastlandets Pres ...
Her blomstrer Enge, her duver Græs,
og Bølgerne vasker hver sid grøn Strand,
alt bobler og plasker af Vand.
Jeg tumler fra Korridor til Kupé,
Rotterdam! Dortrecht! Alt må jeg se:
Spidsgavle og Tårnfløje haster,
og Tegltage vender sig, Ryg efter Ryg,
bag Bolværkers vuggende Master.
Tilhavs gennem Engenes græsgrønne Felt
svinger Vandveje, blæsende blå.
Her dufter af Fjord, og lufter af Belt —
Her lærte Niels Juel Tromps tordnende Spøg,
og Tordenskjold førte Konvoy!
Jeg sejler med Skib mellem græssende Kvæg
under Høje med Hyld og langs Grøfter med Flæg,
og i Havbrisen vifter Ranunkler
med tusende bittesmå Skåler af Guld,
der skælvende skinner og funkler.
Jeg ruller med Tog i den salte Sø
igennem sommerlig Duft af Hø
hen over de høje Diger,
hvor Vildand, Vibe og Bekkasin
omkring Kupéerne skriger.
Dybt ånder jeg ud, frit favner jeg frem.
Jeg var levende længe begravet —
men Holland er Landet og Havet,
det fører mig genfødt hjem.