Jeg foer med det hvinende Hejseværk
Stålbjælkernes Luftvej op.
Hvor løfter det svævende dristigt,
det Tårn, sin speidende Top!
Nihundrede Fod over Floden
og Markedspladsens Telte
såe jeg ned ad Montmartre
den Tordensky svulmende vælte.
Nu var der kun stribet og lynsprængt Mulm,
jeg hørte det knitre og brage —
hvert Skrald med skrattende Genskrald op
fra tusend usynlige Tage.
Så slæbte det bugnende Skyhæng bort
ad en milefjern Skrænt allerede;
sorte Skygger med Flager af Ild
gled hen over Byen dernede.
Højene steg, og Dalene sank,
og Flodens glimtende Strøm
gled under de sytten Broer,
fjernt higende, som en Drøm.
Langt ude fra Notredames Hvalv
steg dunkeltbrogede Toner,
Ståltårnet klang som en Stemmegaffel
af kommende Revolutioner ...