Højt bærer de brede Bølger os,
vi stiger og daler i Brus og Larm,
stærkt stamper vort Skib som en Dreng i Trods
klemt fast mellem Moders Bryst og Arm.
Vist er den væltende Østersø
endnu en Vikingemoder,
og Damperen Dragens Broder:
Når Bølgen slår op under Ø,
må en Nordbo tilsøs eller dø.
Og gynger der Dyb som tyngre slår
end Østersø eller Vesterhav:
Her foer vort Folk to tusend År,
end sejler vi her i Fædres Lav.
Sølv glimter i Syd og Guld i Nord,
tungt plasker de natlige Bølger.
Hærskriget og Drønet følger:
Vi farer hvor Fædrene foer,
vi har Fortid og Fremtid ombord.
Hvi skælver det Skib af Stål og Jern?
Hvad har det for stønnende Hjerteslag?
Det kvier sig under den Grottekværn
som vrider det frem og tilsidst i Vrag.
Guld maler den Kværn for Mel og Salt,
vildt kvæder de kværnende Jætter
her midt i de lyse Nætter.
Selv glemte vi nok hvad det gjaldt,
og i Dybet er Plads for alt.
Dog, endnu kvalte vel Kværnens Larm
ej ganske de bærende Bølgers Råb;
end løfter det Hav som en Moders Arm,
end svulmer i Hjertet et nordisk Håb,
det syder op af den væltende Sø.
Og kom vi til Sejr for silde,
vi vil som Fædrene vilde:
Hvor Bølgen slår op under Ø,
skal vi syngende kæmpe og dø.