Vist er det en underlig Verden her,
en Fart, som man næppe tør følge!
Før agedes bedst,
når man ejed en Hest,
og Skib skulde bæres af Bølge.
Nu — knipser man kun til en Knap ved en Tråd:
så går gennem Dybet den pansrede Båd,
som en Gedde den dykker og stiger.
Og hele Jorden er snart kun eet Sogn:
Hujende farer en hesteløs Vogn
gennem Kongers og Kejseres Riger.
Grænserne viger.
Hvert År er en undrende Vandring
fra Forandring til større Forandring.
Det var os det vildeste Æventyr.
Nu ser vi det: Fartøjer letter
og kreser og flyr
med sikkert Styr
hen højt over Huse og Sletter —
de vingede Bæster med Horn og Skjold
genskabte fra Skjulet i Tidernes Old
til Værktøj for Menneskesnille!
Sejladsen i Luften beruser vort Sind,
snart flyver vi daglig hos Skyer og Vind,
har nået hvad Tusendår vilde.
Jorden er lille.
Der jager ny Anelsers Skygger
hen over os her hvor vi bygger.
Dog, stiger vi end på Lyn og Stål,
hvem steg til den nærmeste Måne?
Lang Tid har vi brugt
om en Småfugls Flugt,
stor Grund er der ej til at dåne.
End holdes vi fast af den fattige Jord,
det er af dens Grøde vi Mennesker gror,
drøj Ave kræver dens Ager.
Vi trøster os til de gamles Tro:
Bedst brænder Ilden i eget Bo,
hvor højt og hvor langt man end jager.
Flugten er fager —
Vi flyr dog ej Jorden, det gælder;
vort Hjerte, det flyr vi ej heller.
Så lad os rolig da nytte det ny
og mindes vor Menneskelykke:
Vi klager vor Nød
for det hele Brød,
får stundom alt nok i et Stykke.
Og Jorden omfløjet fra Pol til Pol,
så var der dog langt til den yderste Sol,
og længer endnu til vor Længsel.
Enfoldigen mindes da Kvinde og Mand:
Ren Mund, tro Hånd går langt gennem Land,
mens Året drejer sit Hængsel.
Trøst eller Trængsel?
Vi aner, hvad Tiden har inde,
men veed, hvad vi selv har isinde.