Din Mund var som en Alterskaal
for Talens Vin, den klare;
dit Øje som et slebet Staal;
det bød: Tag dig i Vare! —
Men mig forfærder ingen Fare,
naar jeg har sat min Kamp et Maal!
Du var saa overlegen, klog,
saa selvbehersket rolig.
Du var mig en arabisk Bog,
en lukt og laaset Bolig. —
Men jeg er med den Kunst fortrolig,
at tyde gaadefulde Sprog!
Nu ved jeg, ingen hellig Vin
din Læbes Bæger skænked.
Du for mit Øjes Kaarde din
tilsidst besejret sænked. —
Din stolte Villie har jeg lænket,
og som en Træl den lyder min!
Nu kender jeg din Tankes Vej
ad snævert snoede Gange.
Dit Hjærtes Bolig forsked jeg,
hvor var dets Rum dog trange! —
Af Gaader har jeg tydet mange,
men ingen kedelig som dig.