Vidt strejfer jeg om i den køle Nat,
min Ejendomstime, mit Dagværks Løn.
Hver pinefuld Tanke mig har forladt,
jeg sér kun, hvor Jorden er lys og skøn,
hvor Himlen er straalende rød og grøn
om Nymaanens Klinge, der glimter mat. —
Det falder med ét mig ind
at nynne en gammel Vise
mod Vesterleds lette Brise,
der stryger mig blødt om Kind.
Imorgen er Glæde og Fred forbi,
saa tynger mig atter min Lænkes Tvang, —
men nu er lig Barnet jeg glad og fri,
Fred faldt paa min Sjæl som en Dugg paa Vang,
og stille jeg nynner den Aftensang,
mens langsomt jeg træder min grønne Sti:
»Sov sødelig, sov biødelig,
»luk dine Øjne til!
»Gud Fader udi Himmerig
»din Vogter være vil.«
»Sov sødelig« — en mægtig Hær
af Minder bølger frem.
Hvor var min Moder mild og kær,
hvor lyst mit Barndomshjem!
»Sov sødelig« — min Moder sang
med Stemmen klar og blød.
For sidste Gang det længst mig klang,
thi hun forlængst er død.
Sov sødelig, min egen Mor!
Mørkt er vel Gravens Gem,
dog fast jeg tror, i Lys du bor,
din Sjæl var Lysets Hjem. — —
En Æblerose paa min Vej
der dufter sødt mod Regn!
Min Hjærtensven, jeg mindes dig, —
den var vort Elskovstegn.
Sov sødelig, min Hjærtensven,
den lyse Nattestund,
sov blødelig, og vaagn igen
med Smil omkring din Mund! —
Bortkastet har jeg og forglemt
al Bitterhed, alt Had,
som Hjærteklangen gør forstemt
og skiller Venner ad.
I Juni-Nattens dybe Ro
jeg glemmer, hvad jeg led.
I Mindet om de kære to
mit Sind jeg sænker ned.
Jeg nynner ganske sagtelig,
som jeg nu kan det bedst:
»Sov sødelig, sov biødelig,
I to, der stod mig næst!«