Derfor elsker jeg dem de straalende Stjærner,
fordi de træder mig nær i den sorgfulde Nat
og Mørkets knugende Bind fra mit Øje fjærner.
De lader mit Blik over Dødens Isfjælde stige,
skimte Kysten bag Skilsmissens vejvilde Hav,
se mit forjættede Land i Evigheds Rige.
Allerede som Barn jeg hilste dem gærne;
een med tindrende Glans jeg søgte mig ud,
den skulde være min egen, min Ejendomsstjærne.
Siden rejste vi bort til en fremmed Bolig;
en Aften stod jeg ved Vindueskarmen og græd,
min barnligt stavnsbundne Sjæl var angst og urolig.
Jeg vidste ikke det Sted, hvor jeg kunde mig gemme.
Da fandt jeg Stjærnen og saa, den lyste som før;
den lyste min Længsel til Ro, jeg følte mig hjemme.
Døden røved mig den, der var mer end andre.
Den tog min Mor, jeg gik fra den stængede Dør
og var som den, der ene landflygtig maa vandre.
Uger og Aar derefter en Nat det hændte,
mens træt jeg slæbte mig henad en fremmed Vej,
en dragende Magt mit Syn mod Stjærnerne vendte.
Da var det, som om jeg saa min Moder i Øjet,
og jeg forstod, at hendes trofaste Sjæl
kun forud var til et ventende Hjemsted fløjet.
Derfor elsker jeg dem, de straalende Stjærner:
Mørkets knugende Bind fra mit Blik de fjærner,
pege fremad og frem ad evige Veje
til lysende Liv efter Liv, som jeg skal eje.