Aa se mod Plankeværkets Tjærebrædder
Kirsebærgrenens hvide Blomsterarm:
jeg elsker mine Fjender og — min Skrædder!
Jeg kaster mig paa Diget midt i Solen
og lytter efter Humlebiens Brummen
og drikker tørstig Duften fra Violen.
En Flod af Ild i alle mine Aarer!
Paa Skuldren kunde jeg en Verden løfte —
en voldsom Jubel tvinger mig til Taarer.
Jeg mindes ikke mer hint søde Navn,
som nylig fyldte mig med Fryd og Klage —
trygt hviler jeg i Vaarens varme Favn.
Og Savn og Sorger fjærnt i Lys forsvinder,
mit Hjærte svulmer som en Knop, der brister;
mod Solen løfter jeg de hede Kinder.