St. Helenes KildeEt Sagn.Stort Ry der gik fra Sverrigs Strand Alt om en dejlig Kvinde,Som pristes vide over Land Fast som en Helgeninde.Hun var kun ung, dengang hun Gud Det Løfte havde givetAt vie sig til Christi Brud Og bød Farvel til Livet;Og vandred did, hvor Eensomhed Mod Verden kan beskytte,I Skov, nær Kattegattets Bred Der rejstes hendes Hytte.Men den, som led af Sorgens Braad, Gik til den fromme Kvinde,Og den, som angred syndig Daad, Han vandred og til hende.Og den, som led af Legems Brøst, Kom didhen med sin Smerte;Thi hun forstod at lægge Trøst I hvert bekymret Hjerte.Men Rygtet, som til liden Gavn Tidt stemmer op sin Tone,Det førte ogsaa hendes Navn For Svenske-Kongens Trone.Ak, hvor er vel den Eensomhed, Som kan mod Verden skytte?Det var en Morgen Kongen red Til Helgenindens Hytte.Og dengang han derinde stod, Og da han hende skued,En heftig Elskov i hans Blod Med vilden Kraft oplued.Han kvad: Du lindrer Alles Nød, Skal og mit Hjerte lindre,Kom, følg mig, og Guldkronen rød Skal paa dit Hoved tindre.Og hun: Jeg er min Frelser huld, Jeg holder, hvad jeg loved,Og Kronen af det røde Guld Slet passer for mit Hoved.Og Kongen taler Ord med Gunst, Han veed dem snildt at føje,Men mægter ej med al sin Kunst Den Liljevand at bøje.Da stormed han, da foer han haardt Imod sit svage Bytte;Men smidig bøjed hun sig bort Og flygted af sin Hytte.Ad Skov og Mark, paa Stiers Bugt, Hun hastig, let, sig svinger,Som hjalp en Engel hendes Flugt Med sine stærke Vinger.Men da til Skrænterne hun kom, Som over Stranden rage,Da vendte hun sig hastig om Og stirrede tilbage.See som en Storm sig Kongen svang Sit Bytte at forfølge —Da knæled hun og bad og sprang I Kattegattets Bølge.Om til sin høje Brudgoms Bo Hun strax fik Lov at drage,Hvad eller om hun venter tro Paa alle Sjæles Dage:Der standser Sagnet i sin Flugt Og stumt tilbage vender;Men hendes Lig bar Bølgen smukt Paa sine bløde Hænder.Selv Stenen med den tunge Krop Sin Hvile maa forlade,Den skyder sig af Havet op Og flyder paa dets Flade;Og bærer hende tro og tryg Ind til de bløde Strande,Hvor Sjælland stemmer med sin Ryg Mod Kattegattets Vande.Snart der en ydmyg Skare laa Paa Knæ i Morgenrøden,Thi klart paa hendes Aasyn saae Man Helgentræk i Døden.Og Skrænten brast med Bulder stor: Ad Kløften frem de droge,Dengang til Gjem i viet Jord Den Frommes Lig de toge.Saa bar de hende tavst og tyst Ad Sti til Kirkegaarden,Dog Raahed tæmmer ej sin Røst Selv over Helgenbaaren.Og da der faldt et syndigt Ord, Da tynged haardt dens Fjæle,Da kunde hun ej tøve, hvor Der var urene Sjæle.Af Haand foer Kisten dybt i Muld Paa Marken ved Tisvilde,Men hvor den svandt, heel underfuld Sprang frem en dejlig Kilde.Saa klar, som om man fra dens Væld Saae hendes Øine tindre,Saa reen, som gjemtes hendes Sjæl I hver en Draabes Indre.Men naar Skjærsommersol gaaer ned, Og det er stille vorden,Og naar St. Hansdags-Aftens Fred Sig breder over Jorden.Da har ej Freden længer Hjem Paa Marken ved Tisvilde,Hvor Mænd og Kvinder drage frem Til St. Helenes Kilde.Da gaae de did med Legems-Brøst Med aldrig stillet Smerte,Da søges der om Ro og Trøst For mangt bekymret Hjerte.Det er, som maatte Sorgen flye, Den Sommeraften milde,Og huusvild havde sig et Ly Søgt ud ved denne Kilde.Ved Midnat standser Larmen brat, Og Bønner høres tone,De bæres i den stille Nat Op for en Helgentrone.Saa drikker man af klaren Vand Og bades i dets VoveOg lægger sig ved Kildens Rand Til Morgenstund at sove.Hvert Skrig blier tavst, hvis Jammer lød, Hvert Suk blier Hvile givet,Ret som om nu den tavse Død Vandt Sejer over Livet.Men det er Søvnens stille Magt, Som Livet Vej har banet,Det sees, da Solen i sin Pragt Gaaer frem af Oceanet.Mens klart den overstraaler dem, Man hører Jubel tone,Da stige Takkebønner frem For St. Helenes Trone.Thi den, hvis Gang var tung og seen, Hvem Krykken hjalp at vandre,Han er nu let, som Fugl paa Green, Og færdes blandt de Andre.Og den, hvis Øje saae ej før, Ham fryder Blomsters Klynge,Og den, som aldrig hørte før, Kan høre Fuglen synge.Da lægger hver til fattig Mand Sin Skjærv i Offerblokke,Og planted’ staaer om Kildens Rand Helbredtes Krykkestokke.De stande der, en sælsom Skov, For Blad de Pjalter bære,Men vidne dog med mægtig Lov Til St. Helenes Ære.