Der ganger et Sagn saa vide,
At Kvæget, i Stalden strakt,
Gribes ved Midnatstide
Af Julens hellige Magt.
De, som kun Svøberne lære
At hæve den tunge Krop,
Rejse til Barnets Ære
I denne Time sig op! —
Hvor kan, hvad aldrig fik Mæle,
Dog prise Vorherre saa,
Og bedre end mange Sjæle
Juleglæden forstaae?
Det mindes vor Drot i det Høje,
At han havde Stalden til Hjem,
Og aabned paa Straa sit Øje
I Krybben i Bethlehem;
Ynkes da over den Skare,
Som deler Lod med ham selv,
Og lader et Lysglimt klare
Deres formørkede Sjæl;
Lader saa Vindene føre
Toner til Krybben trang,
Og giver de Arme at høre
Englenes Julesang.
Den vorder til deres Fængsel
Som Naadestegnet ført,
At Al-Skabningens Forlængsel
Efter Frihed er hørt.
