Jeg rækker Dig min Haand saa tro
Og dig mit Hjerte giver,
O, naar vi følges ad, vi to,
Lykken hos os bliver!
Ak nej! Dit Hoved bort Du vender,
Mens jeg knuger mit med mine Hænder.
O siig mig da, hvem du har kjær,
Ej Storm og Sø jeg ændser:
Jeg bringer ham dit Hjerte nær
Selv fra Verdens Grændser!
Troer du, jeg kunde see dig klage?
Før vil selv jeg sørge alle Dage.
Med Sorg skal jeg en Anden see
Dig til sit Bryst at trykke;
Dog glemmer jeg min egen Vee
For at see din Lykke!
Din Fryd stor Sorg mig lader friste,
Og din Fryd jeg vilde dog ej miste.
Gud signe dig, hvor du vil gaae,
Og give dig sin Naade;
Om Lykken mig igjen skal naae,
Derfor han maa raade;
Lev vel, skjøndt jeg dig ej skal eje! —
Ak, saa maae nu skilles vore Veje!
