Jeg stilled Lyset bort; paa Sengekanten
jeg satte mig fortabt, til Døden træt,
uden at tænke, følesløs, med Øjet
bestandig stirrende paa samme Plet.
Hvor længe sad jeg der? Jeg véd det ikke.
Da til Besindelse jeg kom igjen,
var Lyset udbrændt, og igjennem Ruden
skinnede Solen paa mit Ansigt hen.
Jeg kan ej heller mindes, hvad der skete
omkring mig i min Nød; jeg mindes blot,
at uafbrudt jeg hulked og forbanded,
og at i samme Nat mit Haar blev graat.