Snart komme Svalerne igjen tilbage
og kvidre, som tilforn de kvidret har,
og slaa med Vingen som i fordums Dage
imod din Rudes Glar.
Men hine, som ved Synet af os Tvende
tøved og skotted til vor Lykke hen;
hine, som vore Navne fik at kjende,
de kommer ej igjen.
Op ad din Mur vil Kaprifolier slynge
sig som tilforn ved Vaarens Atterkomst;
hver Aftenstund paa Ny vil deres Klynge
aabne sin fagre Blomst.
Men hine, paa hvis Blade Duggens Væde
skjælved, for snart i Draaber, fler og fler,
at falde ned, som maatte Dagen græde,
de blomstre aldrig mer.
Paa Ny vil Kjærlighedens Flammetale
hviskende vorde til dit Øre bragt;
da bliver ogsaa af sin dybe Dvale
maaske dit Hjærte vakt.
Men stum, paa Knæ og med fortabte Blikke,
som man for Herrens Alter kaster sig —
som jeg har elsket dig, saadan de ikke
vil kunne elske dig.