I.
Højt paa de knejsende Bjærge
fødtes to Jomfruer smaa,
to Rosenknopper paa samme Stilk;
saa fagre man aldrig saa’.
De voxede op som to Æbler,
der modnes paa samme Gren;
hver Ungersvend, som paa Bjærget var,
ham voldte de Hjærtemén.
En Morgen til Fest i Dalen
de vandrede let paa Fod. —
Den ene græd og den anden sang,
da igjen de Dalen forlod.
— Hvi græder du, Datter kjære?
— Ak, Bjærgene gjør mig saa Ve.
— Jeg skal fæste dig bort i den lave Dal;
da stilles din Sorg maaske.
II.
— Klokkerne nede i Dalen
ringe til Jordefærd,
og de ringe, de ringe, kan hænde,
over min Datter kjær.
Fra bort hun blev fæstet dér nede,
hun tyktes saa mod i Sind;
hendes Øjne var fulde af Taarer,
og saa bleg, saa bleg hendes Kind.
Hver Gang jeg spurgte om Grunden,
slet Intet til Svar jeg fik;
men tavs mod de høje Bjærge
hun hæved det sorgfulde Blik.
Du mit Barn, som jeg end har tilbage,
søg paa Bjærget en Fæstemand!
thi paa Bjærget er Himlen os mere nær
end dybt i det flade Land.