End eengang, o Musa! paakalder jeg dig;
End eengang tillad, jeg din Lund giennemvanker,
Og omskifter Følelser, Længsler og Tanker,
Af hellige Kilder berusende mig!.
Begeistret jeg blandt dine Billeder jage,
Det Skiønne opsøge og henrykt opdage;
Dog, Musa! din Yndling opsøger det ei,
Det møder ham end paa hans møisomme Vei —
Her, Hist, overalt hvor dit herlige Tempel
Omstraales af Himlens ætheriske Blaa
Det Skiønne, Harmoniske ene han saae;
Han ene erkiendte, og hædred dit Stempel;
Hver Blanding af Farver, hvis Fiinhed undgik
Det taagede Øie, han finder og følger!
Hver halvskjulte Ynde opdager hans Blik
Og dobbelt beundrer, fordi den sig dølger —
Du Hedenold elsker, O Musa! fortæl,
Fra fiærneste første blandt Seklernes Dage
Hvo vidste de Skiønhedens Træk vel at drage,
De første, som rørte et Menneskes Siæl?
Til virksomme Tanke hvo gav Idealer?
Den Haand, som i Menneskets Aasyn har lagt
Den Høihed og Viisdom og Ynde og Magt,
Den Haand, som hvert Foraar saa underfuldt maler;
Naturens den runde, velgiørende Haand
Har Næring som Følelse skiænket hans Aand —
Vank om mellem Kunster, som Templerne pryde,
Dets Hvælvinger af din Beundring gienlyde!
I Fyrsternes lyse Palladser indtræd,
Ved Skiønhed i tusende Former dig glæd,
Og dog, hvad var Mesterens Værk — ei at skabe,
Kun trolig den store Natur efterabe;
Naar Nordlyset flammer, naar Solen opstaaer
Knap Kunstneren meer end beundre formaaer;
Ensformighed trætter, Afvexlingen glæder
Den Regel for Skiønhed Naturen udbreder;
Hvo lærte vel Kunstens fortryllede Søn
At Hvælvingen er majestætisk og skiøn?
Den, som ved et Vink Firmamentet udspændte
Og Verdeneres Hær paa dets Bue udsendte;
De skinnende Kloder i umaalte Rum,
Som dreie i stadige Cirkler sig om,
Til hellig Beundring først Hiertet opvakte,
Og Tanken om Cirkelens Skiønhed frembragte —
Lad dristige Tanke og varm Phantase
Til ukiendte Under af Skiønhed opstige
Natur! dine Grændser den kom ei forbi;
Den Delene samlede dog i dit Rige —
Fra Øiet til Raphaels henrykte Aand
Det Skiønne gaaer over, og styrer hans Haand;
Det Skiønne en Phidias seer, og henrives,
Og Meiselen skiælver, og Stenen oplives;
I Øiet det Skiønne sig malte, og flød
Til Digterens Siæl, og hans Harpe da lød;
I din Lund, Philomele! Amphion først lærte,
De himmelske Toner, som tolke hans Hierte —
Et Folk engang blomstred’ ved Helikons Fod;
Pernessus endnu ved de yndige Bredder
Omsonst efter Musernes Yndlinger leder;
Forsvundne de ere — O! ingen forstod
Som de at beundre det Skiønne, opdage
Ethvert af dets lønligste, letteste Fied,
Den reneste Fryd af Naturen at drage,
Og dybt i dens Værksted at trænge sig ned;
O! blot deres Navne hver Musernes Dyrker
Til høiere Tanker opløfter og styrker;
Som studsende Dverge ved Graahøien staae,
Der Levninger viser af Kiempe — Forfædre,
Tilbedende saa deres Værker vi hædre,
Dem Oldtiden bød til vort Øie at naae,
Til Guder blev Mennesker ved deres Haand,
Thi Menneskets Guddom de fandt i sin Aand;
Hvad dem var den store Natur, de os ere.
Vi skue og føle, beundre og lære —
Hver Dag fra Naturens velgiørende Skiød
Velsignelse til Millioner nedflød,
Men ingen blandt alle, som ham, den velsigner
Der føler dens Skiønhed og den efterligner —
Ei ene den grandskende Viisdom nedbrød
Hver Skranke, og trodsede Farer og Død
For fiærneste Lys ei af Sigte at tabe,
Du tryllende Muse! og Helte kan skabe,
Som søge, hvor Kiække end blegne af Skræk,
Det Skiønne i frygtelig herlige Træk —
Orkanen hist raser blandt skyhøie Bølger,
Som gabende vise den oprørte Bund,
Og Torden paa Torden hæirrullende følger,
Og Lynene spiller paa sorteblaa Grund;
I Stormen sig Søefugle hvirvle, og klynke,
Og Haabet den dristigste Søemand forgaar,
Hans Læber forstumme, og Hænderne synke;
Ved Stumpen af splittede Stormast der staaer
Og skuer det Store det Skiønne allene;
Fortryllende Syn! o Natur! Du er stor,
Opslug mig, i Døden jeg føler dig stor,
Udraaber han henrykt blandt stigende Farer,
Og levende Alt i sit Minde bevarer —
Dog, Muse! din Yndling ei ene er den,
Som rund Du meddeelte din skabende Evne,
Som sildigste Slægt med Beundring vil nævne
Nei, din er hvert Lysets fortrolige Ven,
Ei viede Præst blot dit Tempel betræder
Nei aabent det staaer for enhver din Tilbeder,
Som seer, hvad han seer, som ei Fordom opdrog
Til ydmyg at bære hver Daarligheds Aag,
Som braagede smagløse Pragt ikke blænder,
Men Skiønhed i ædle Enfoldighed kiender;
Som graadig de lokkende Frugter ei seer,
Blot ønsker at nyde, og føler ei meer —
O! Fattig blandt Jordens de herlige Skatte
Er hver, som den Fryd kun at eie kan fatte —
Luk, Høihed! kun gyldne Palladser for mig,
Ei, straalende Rigdom! ei nærme Du dig
Ei borgede Glands, selv ei Kunsten jeg savner
Mig holder Naturen, mig Himmelen favner —
Tidt Lys i det mørknede Øie oprandt,
Naar glædelig jeg overrasket mig fandt
I Ørken, som frygtelig Taushed beboede,
Som glemt af sin Moder Naturen jeg troede;
Blandt Klippernes Rifter, af sparsomme Muld
Fremspired’ en Rosenbusk, smilende huld —
Et Billed paa Uskyld, som skyder sig ene,
Og troer ei Beundring og Roes at fortiene
Omvankende Yngling paa eensomme Vei
Opdager den glad og miskiender den ei —
Og her en Beundrer sig Skiønheden nærmer;
Den livlige Dompap, saa deilig som glad,
I Toppen af Busken istemmer sit Qvad,
Og vild i sin Elskovs Henrykkelse sværmer —
Ei Øde for forstaaende Øie der er,
Saa tænker jeg og ved min Side jeg seer
Et Mos mellem Smaating paa Jorden knap regnet.
Umærket maaskee denne Slægt for hensvandt
Mit Øie maaskee den for første Gang fandt
Med underfuld Rigdom af Skiønhed fandt tegnet —
Saa tidt, paa mit Hierte naar Kummeren laae,
Naar Øret blot hørte og Øiet blot saae,
Da, Muse! ved Floden, i Engen, i Lunden
Du mødte mig blid, og min Kummer var svunden,
Og Taagen, hvorhen Du dig vendte, nedfaldt,
Det Skiønne udviklet jeg fandt overalt —
Ond Mennesket er og for Jorden en Plage,
For Himlen en Afsky — saa hørtes min Klage —
Da saae Du til Hytten, som nær ved mig stod,
Frem kom mig et barnligt Aasyn imod;
Af talende Øie og kierlige Mine
Fred, Tillid, og Godhed, og Ynde fremskinne;
Saa danner Naturen, jeg føler dens Haand,
Saaledes formaaer den allene at tegne,
Saa Aftrykket er af vor herlige Aand,
Og saa skal vi blive i blidere Egne —
Mit Norge, det Land hvor min Harpe jeg slaaer
Hvor først Du mig kaldte i Ungdommens Aar,
Hvor selv Du opdrog mig og vante mit Øie
Blandt Nedsler at finde det Ædle og Høie,
Hvor henrykt med mig Du fra Fieldspidsen saae
Over Fossen den hvalvede Regnbue staae,
O! Muse! blandt Minder af elskede Navne
O! skulde Du Rigdom af Farver her savne —
Min Sommer er kort, men paa Ynder dog riig
Tilbedelser har end min Vinter for dig,
Du ofte min Siæl over Himlene hæved,
Naar Snesletten funkled af Stiernernes Glands,
Og Fuldmaanens Skin giennem Granskoven bæved,
Der kneiste med grøn, uforvisnelig Krands —
Alt aande fra Sønden de mildere Vinde,
Med løsnede Lænker fro Bække rinde;
Ved Siden af glidende flydende Snee
I grønne Dragt Foraarets Spæde sig tee,
Alt Blomsterne hist fra sit Fængsel fremskyde,
Hvor skynde de sig i elskværdige Rad
Med tidlige Prydelse, barnligen glad
Sin Moders det ny Diadem at berige.
Jeg kiender din lette og yndige Gang,
O Foraar! modtag Du min jublende Sang,
Velkommen, dig søsterlig Skiønhed ledsager,
Og Glæden sin venlige Plads hos dig tager
O! snart skal jeg nu til din Rigdom hentyde
Og see dine Under og skue dem ny,
Thi Liv har din Skiønhed, og aldrig den kieder;
Ei Øiet blot smigrer, men Hiertet og glæder,
Ved Morgengry skal jeg opvaagnende glad,
Fra ældgamle Egers ærværdige Rad
See ud over Havets den straalende Slette,
Mod Solen see Fiskene blinkende sprætte,
Og Fugle med muntre og lynsnare Sving
Sig tumle i Ætherens Egne omkring
Beskue hver Skiønheds de enkelte Dele,
Og glemme dem atter, henrykt ved det Hele —
Naar da jeg i Skoven, paa nyskabte Land
Ved Floden, som ruller paa snehvide Sand
Er træt af at skue og undres og vanke,
Jeg leder tilbage den sværmende Tanke
Til Ungdommens Aar, til min tidlige Drøm;
O himmelske! dig min Indbildning skal male
Saa skiøn som blandt hine de nordlige Dale
Jeg fordum dig mødte, uskyldig og øm;
Jeg, vandrende med dig i Aftenens Stille
Meer livlige Farver saae rundt om at spille,
Hvor deilig var Alt, som omringede mig,
Skiøndt Halvt kun jeg saae det, jeg saae ikkun dig;
Og giennem det Synlige, som dig indhylled,
Det ydere Slør, som mit Øie fortrylled,
Fremlyste din Siæl mig saa ædel og klar,
Dit Aasyn en Tolk for dit Hierte kun var —
Da følte jeg først ved den Tanke mig qvæget:
Det Skiønne er mere end Sandsernes Lyst
Sin Aand har Naturen i disse Træk præget,
Velgiørenhed, inderlig Godhed og Trøst;
Hver Ynde om høiere Gienstand mig minder,
Om noget, som bliver, naar Billedet svinder;
O! elskte, som ved min Omfavnelse svandt,
Liig natlige Syn, som jeg aldrig gienfandt
Skal hisset jeg atter som skiøn dig gienfinde ...
Din Uskyld, din Godhed skal aldrig forsvinde —
Kom Muse! o kom, paa min Vandring følg med,
For os stiger Vaaren saa blidelig ned,
Og Sporene krandser, og Luften opfylder
Med Ambra og Vellyd, og Bierget forgylder;
For os flyder Bakkens det klare Chrystal,
Os kalder den rige og blomstrende Dal. —
J. Rein.