Alt Solen daler ned i Purpurskye,
Og Skygger op ad Biergets Sider flye,
Mod Østen hist paa nøgne Klippers Tinde
I blege Skin dens sidste Straaler svinde;
Mat er det Blik, hvormed den segner hen
Som Blik af Døende hen til en elsket Ven.
Nu slæber Qvæget sig til vante Hjem,
Nu Taushed Søvnens Forbud svæver frem,
Vandfaldets Susen voxer i det Stille,
Og Duggens Perler over Marken spille.
Saa stille sover Aftenbakken om
At ære Freden i umaalelige Rum.
O elskte Land! Jeg fødtes i dit Skiød,
Hos dig min Ungdoms blide Tid henflød;
Du saae mig glad i dine Skygger dandse
Og med dit Løv og Blomster mig bekrandse,
Til Tak for disse Glæder i dit Favn,
Som Mand jeg ønskede engang at stifte Gavn.
Mig skienkte Himlen det, hvorom jeg bad,
Blid landlig Roe; hvi er jeg da ei glad?
Hvi svæve for mig idel mørke Tanker,
Mens eensom jeg i disse Egne vanker?
Og nøisom dog, dog taus tilbeder jeg
Det vise Forsyn, som afstikker har min Vei.
Endnu er Gud i Skabningsværket stor,
Og lige skiøn endnu er Markens Flor;
Med Moderømhed Vaaren end frembryder,
Og sine Børn med vante Skiønhed pryder,
Endnu den klare Bæk blandt Lilier gaaer,
Og Fuglen end som før de glade Triller slaaer.
Men Du! som skabte Fryd paa Jorderig,
Før Hovmod kom, og Byer reiste sig,
Og fulgte som den første Morgengave
De første Elskende i Edens Have —
Hvis Spor omsonst, omsonst jeg søger nu —
O Jordens Prydelse! O Uskyld! hvor er Du?
Ei ene Enges Ambra, Fuglens Sang
Ei Zephirs Pust og Bækkens sagte Gang,
Udlokked’ Skialden før fra qvalme Steder,
Nei Uskyld, Trofasthed, og rene Sæder,
og avindfri og uforstyrret Roe!
Han fandt, at disse helst i landlig Skygge boe.
Umærkede de glade Aar hensvandt,
Da Øiet saae, og Hiertet Glæde fandt;
Ak! nu blant Almagts stumme Vidner svæver
Mit Øie om, men ei min Aand sig hæver,
Jeg finder Gud, hvor jeg mig vender hen,
Men jeg i Mennesket vil finde ham igien.
Ad Tidens Strøm imens jeg glider med,
Tilbage skuer jeg til mine Fied
I Sandsernes det fordum elskte Rige;
End fryder dette Syn, men Ønsker stige
Op til det Land, hvis Skiønhed end bestaaer,
Naar Blomster visne hen, og Jordens Pragt forgaaer.
Lyksalig — dog tør jeg ham kalde saa!
Hvo henrykt kan blant Vaarens Blomster gaae,
Og Munterhed med Ambra Duft indaande;
Mens Brødre sig i selvgiort Trældom baande,
Udskeie fra Naturens klare Væld,
Og skamme sig ved Dyd, og væmmes ved sit Held.
O Landmand! kom, bøi Øret til mit Qvad,
Du mig formaaer endnu at giøre glad,
Min Vandring her med Velbehag at lønne,
Hver Høi, hver Dal, hver Eng for mig forskiønne,
Hør vennehuld de Raad, jeg skienker dig,
Og jeg med dig skal vorde lykkelig.
Dit er det stille tækkelige Hiem,
Som hist fra Birkelunden titter frem,
Din Ager, Eng, sig ned mod Søen strækker,
Din er den Skov, som dem mod Norden dækker,
Dit Qvæget er, som hiem til Hvile gaaer,
Den muntre Geed, det uldbeklædde Faar.
Den dyrebare Tid, som svinder hen,
Hvo er, som Du, vel Herre over den?
Din er den, end naar den er lagt tilbage,
Glad seer Du hen til dine travle Dage,
Du veed saa vist — ei alles Lod det var —
At aldrig Du omsonst din Flid bortødslet har.
Din Kost er sund, dit Blod det flyder let,
Din ædle Tvang er den, at handle ret.
Ei for vilkaarligt Herre-Bud du bæver,
Med Siel, som Himlen klar, der dig omsvæver.
Du træt kan til din ønskte Hvile gaae,
Og, qvæget rask igien ved Lærkens Sang opstaae.
Naturen selv har sørget for dit Held:
"Indbyd ham med din Rislen, klare Væld!
Du Blomstereng! som med din Skiønhed pranger,
Tilvift ham Vellugt, væk ham, Skovens Sanger,
Jord, Luft og Vand! indtager I hans Siel,
Min Søn ei blive skal uægte Glæders Træl."
Saa venlig, klar, Naturens Stemme lød;
Men fandt Du Roe i dette Moderskiød,
Fandt Du ei Trang til nye og tomme Glæder,
Indbød Du til dit Hiem ei Daarligheder?
O! loggrende, de ved din Side gaae,
Din Siel forgifte de, og fængsle din Attraae.
Du Byens Sæder dig til Mønster tog,
Og, ak! kun i dens Laster blev du klog;
Din Læbe nu ei Sandhed meer bevarer,
Du aander Løgn, og dine Ord er Snarer,
Enfoldighed i Raahed tabte sig,
Din ædle Virksomhed forvandlet er til Svig;
Hist Egnens Nymphe flyer med bange Fied
Hen til en bedre Slægt at søge Fred;
Den Egn, som end, ved dine Fædres Minde
Er hende kier, hun flyer, og Taarer rinde,
I hendes Fied bortflyer Velsignelsen,
Og Rigdom mangler Kraft til at indhente den.
Lad hende ei fra dine Grændser flye;
Skienk hende Du igien sit fordums Lye,
Sin Dyrkelse ved Dyd og rene Sæder.
Vaagn op! erkiend dit ædle Kald, din Hæder,
Viid, Tidens Haand, som alt forandre kan,
Fornedrer Visdom ei, forringer ei din Stand.
Sand er din Roes, naar hist en Vandrer gaaer,
Og siger, her den trinde Grøde staaer,
Et Eden smiler her, hvor Tidsler groede,
Hvor Slangen sig imellem Krattet snoede;
End større Roes: "den Mand, som virker her,
Paa den forædlede Natur et Billed er:
"I Vadmel stolt han Glimmer ønsker ei
Gaaer tryg paa Ærlighedens jævne Vei,
Han Mod har til, og agter det for Ære,
Kun, hvad han er, og ene det, at være.
Paa sunde Børneflok han Præget seer
Sin Raskhed, Mod og Flid, og ønsker dem ei meer."
O Landmand! Og for dig er Lyset tændt,
Det Lys, hvis Glands var Mængden før ukiendt
Og for din Siel nu Landets Ædle vaage:
Forjag da selv Vankundighedens Taage,
Og, Haand i Haand, i Visdoms rene Fied
Du vandre med din Slægt frem til Lyksalighed.
Men Midnatstimen vinker os til Fred —
Ræk mig din Haand! — Var sikkrere end Eed
Et Haandtag ei hos dine gamle Fædre?
Dit Fødeland, din Stand, dig selv du hædre!
Farvel — Ha! Himlen sortner, og et Mulm fremgaaer,
O tunge Anelse! som i min Siel opstaaer!
Rein.