Johannes Rehling (Ukendt levetid)

Kun flygtig er Jordklodens smilende Fryd,

    Som Skygger bortsvæve dens Glæder,

De svinde som Strængenes bævende Lyd,

    Som Sneen naar Vaaren fremtræder,

Som Veien hvor furende Kjølen fremfoer,

            Knap levnes et Spor.

Men Dyden er evig, uvisnelig, skjøn,

    Dens Glæder er’ blide og høie,

Dens Krands er Retskaffenheds straalende Løn,

    Den tørrer det grædende Øie;

Den hæver i Modgangens Midnat vort Mod

            Og styrker vor Fod.

Den lindrer hver Smerte, den letter hver Harm,

    Den Trøst mod hver Kummer bereder;

den fremtryller Fred i den ængstede Barm,

    Den skaber de blivende Glæder;

Thi, Held dig, du Blide! dens hellige Lyst

            Opvarmer dit Bryst.

O derfor vil Glæde! o derfor vil Fred!

    Fra Himmelen til dig nedstige;

Og Held vil fremspire om blomsterstrøet Fjed,

    Og Kummerens Hære vil vige¹.

Til sildig! du eengang med sølvhvide Haar

            Til Hvile nedgaaer.